20.10.2013

 

Årsberetning 2013 for Agenda 21's bjørneklobekæmpelse

 

I året 2013 er det gået ret så positivt fremad med bekæmpelsen. Bjørnebandens 4 medlemmer har i samarbejde med kommunen opnået en reduktion i antallet af ”aktive” lokaliteter, så der nu kun er 30 tilbage i registranten. Antal lokaliteter på observationslisten er 216.

 

En stor del af årets reduktion er sket på foranledning af Carsten Birket Andersen, der på kommunens vegne nidkært har stået for opfølgning på indsatsplanen, men også selv har været meget aktiv i bekæmpelsen.

 

Bjørnebanden har også samarbejdet med Henning Kristensen fra Kvistgård, der uden at være registreret medlem af gruppen har bekæmpet omkring Reerstrupvej. Kim Petersen fra Espergærde har meldt lokaliteter ind, dog primært uden for kommunen.

 

Også i 2013 har opfordring gennem pressen givet gode input om nye lokaliteter, som ofte er blevet behandlet i samarbejde med lodsejeren. Brugen af sort plast har været indstillet, da den er vanskelig at anvende på de resterende lokaliteter. Men det er ikke udelukket, at der 2014 vil blive forsøgt igen.

 

Blandt de ”aktive” lokaliteter er der 3-4 ”hårde nødder”, som forhåbentlig bliver knækket i 2014. Det vil Bjørnebanden bestræbe sig meget for at opnå. Situationen er endvidere så gunstig, at der på mange lokaliteter på observationslisten ikke spirer nye planter frem, og hvor det sker, er det altid kun 5-10 små 1-års planter.

 

Pgv

Mogens

 

Bjørnebanden består af Kurt Christensen, Herluf Holdt, Mogens Aarsleff Hansen og Poul Madsen.